Store virksomheder fører an i arbejdet med bæredygtighed, viser analyse fra Erhvervshus...
Robotter vender dyner
Dyneproducenten Quilts of Denmark i Vamdrup har succes med robotter, der har skabt et godt arbejdsmiljø og løftet effektiviteten
– Vi undgår en masse uhåndterlige løft, og to mand, der står og bakser med kasser i 2,40 meters højde.
Sådan siger Jan Bonnichsen, COO, Quilts of Denmark ved Vamdrup, som i 25 år har produceret dyner og puder fremstillet af dun til både danskerne og folk ude i verden.
"Robotterne gør noget rigtig godt for vores arbejdsmiljø, og samtidig styrker det vores effektivitet"
For selv om kasserne med dyner og puder ikke er tunge, så er de bøvlede at håndtere, når de skal på paller og løftes op i lastbiler. Virksomheden har i dag to robotter, som bliver brugt, når kasser skal pakkes på paller og løftes og videre med transporten.
Skiller sig ud
Selvom robotterne har været på fremmarch i Danmark gennem de seneste ti år, så hører Quilts of Denmark og deres 45 medarbejdere til et mindretal af virksomheder i den størrelsesorden med robotter. Nye tal fra Dansk Metal viser således, at 90 procent af de største virksomheder gør brug af robotter, mens det kun er 25 procent af de små.
Jan Bonnichsen opfordrer andre mindre virksomheder, som også har gentagne produktionsgange til at slå ind på robotkursen.
– Jeg forstår godt, hvorfor virksomheder tøver. Det koster, og man ved jo heller ikke, hvordan det teknisk fungerer. Men i dag er robotterne så nemme at betjene og prismæssigt også overkommelige, at det giver rigtig god mening. Vores robotter har tjent sig hjem på 3-5 år, siger Jan Bonnichsen.
Hjælpen lige ved hånden
Selv benyttede Quilts of Denmark sig af hjælp fra Erhvervshus Sydjylland, da de skulle i gang med robotterne. Her var der gratis sparring og medfinansiering til indkøb af robotterne og selve implementeringen og oplæringen.
– Havde vi ikke fået den hjælp, så havde vi ikke prioriteret det. Så enkelt er det. Det er bare med at gribe muligheden, siger Jan Bonnichsen.
Robotter lig med arbejdspladser
Hos Quilts of Denmark har robotterne ikke erstattet menneskehænder, men blot frigivet medarbejdere fra besværlige arbejdsopgaver. Og i Erhvervshus Sydjylland ser man mange eksempler på gevinsten ved robotter.
– Udover optimering af arbejdsmiljøet, begynder vi også at høre om virksomheder, der i kraft af robotter bliver så effektive, at de kan trække produktionen hjem til Danmark, siger Mette Stahl, forretningsudvikler, Erhvervshus Sydjylland, som er er med til at drive automatiseringsindsatsen.
Afprøv en robot - med tilskud
Få op til 125.000 kr. til at teste en robotløsning i produktionen eller hos kunden med en mobil løsning, før I investerer stort.
Tilskuddet kan bruges til at afklare, om automatisering giver mening for din virksomhed – til at spare tid og manuelle processer.